STRANDMIDDAG
torsdag den 9. juli 2020 fra 18-22
LISELEJE – TISVILDELEJE
Området
En smuk eventyrlig STRANDMIDDAG med havudsigt.

Asserbo plantage
I Asserbo plantage giver de mange fyrretræer skygge og holder på sandet, der tidligere gjorde området plaget af sandflugt. I 1600- og 1700-tallet fik sandflugten befolkningen til at forlade landsbyerne i området, og Asserbo Slotsruin fik lov at forfalde.

Melby Overdrev – Sjællands største hede
Navnet er misvisende, for Melby Overdrev er i virkeligheden en hede – Sjællands eneste store lynghede, der strækker sig over halvanden km2 lige ud til klitten og havet ved Liseleje. Når heden blomstrer tæt som et lilla tæppe i august er Melby Overdrev allersmukkest. Og der er mange spændende planter og dyr at opleve på heden. Der er sjældne orkideer som f.eks. bakkegøgelilje og flere arter af gøgeurt. Fugle som bl.a. hedelærke, natravn og markpiber og 34 rødlistede sommerfuglearter. Yderligere er Melby Overdrev en af landets allerrigeste lokaliteter for dagsommerfugle – på mindre end halvanden kvadratkilometer lever ca. 40 forskellige arter, heriblandt østlig takvinge, argusblåfugl, markperlemorsommerfugl, spættet bredpande og gråbåndet bredpande.

Lille Kulgab
Lille Kulgab er en af Nordsjællands smukkest beliggende strande. Her er lagt op til en uspoleret naturoplevelse. Her er rent vand og en dejlig strand. Bag ved stranden ligger det åbne Melby Overdrev, som er et af de få steder på Sjælland, hvor man kan opleve større partier med klithede.
Man ved ikke nøjagtigt hvorfra navnet “Lille Kulgab” kommer fra, men det forlyder, at navnet stammer fra et skib, der i gamle dage tabte sin last af kul og folk efterfølgende valfartede ud for at bjærge strandnings-godset. Deraf menes det, at det fik navnet “Lille Kulgab” som i fri oversættelse betyder “munding ved havet hvor man laver trækul”.
Ved Lille Kulgab kan du også opleve 20 stk. skotsk højlandskvæg på et område på 40 hektar lige ved p-pladsen.

Stængehus Strand
Stængehus strand beliggende i det flotte naturområde Tisvilde Hegn er en af de mest afsidesliggende og “hemmelige” strande på Nordkysten. Placeringen midt i et tidligere militært øvelsesområde fjernt fra hovedvej og beboelsesområder giver gæster en ægte naturoplevelse med vidtstrakte klitområder og uspoleret strand.

Tisvilde Hegn
En rigtig troldeskov, Sjællands største statsejede hede, en gammel slotsruin og en forsvunden landsby dybt inde i skoven. Det er bare nogle af de spændende kulturskatte og naturperler, som Tisvilde Hegn byder på. Tisvilde Hegn er udpeget Naturkanon, Natura 2000 habitatområde og en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Troldeskoven
Der er nærmest noget forhekset over de sært krogede og forvredne træstammer, der bugter sig langs jorden i Troldeskoven. De ældste fyrretræer stammer fra de sidste år af 1700-tallet, og de fortæller en historie om den barske natur i Tisvilde Hegn. Man mener nemlig, at de mærkværdige former skyldes en kombination af vinden og angreb af fyrviklerlarver. Troldeskoven blev fredet for over 100 år siden og er i dag en af Tisvilde Hegns største attraktioner.
Kilde: naturstyrelsen.dk
